I det følgende indlæg vil jeg give dig mine bedste råd til at lade de spirituelle energier blive en bevidst del af din levede hverdag.
Stop op og tag livets skønhed ind. Ingen er her på jorden for at overse den. Læg tid til pauser ind i din hverdag. Gå gerne radikalt til værks, og sæt så meget tid af, at du næsten bliver forarget over dig selv. Man kan ikke knokle eller pine sig selv til succes. Det går langt lettere, hvis du har glæden med og tager dig tid til at være åben for inspiration – for sjælens hvisken.
Vær i dine sanser. Et af de bedste råd, jeg kan give nogen overhovedet, er at praktisere mindfulness ved at være til stede i din krop og i alle dine saner. Når du lader dine sanser være nydelsesfuldt til stede i det fysiske liv, styrker du samtidig dine sanser i det ikkefysiske – din adgang til de finstoflige, energetiske planer, hvor clairvoyancen og healing finder sted.
Tag dine omgivelsers skønhed ind gennem øjnene. Er den ikke åbenbar i dine omgivelser, så se bedre efter. Måske skal den lige opdages. Eller sørg selv for, at den manifesterer sig. Ryd op, fyld dine omgivelser med blomster og planter, mal væggene i smukke farver. Opsøg gode udsigter, og sug dem til dig.
Forbind dig til verden gennem dufte – både den ydre omkring dig og den indre, gennem inderlige minder og hengemte erfaringer. Tag dig tid til at forbinde dig med dufte i din hverdag. Den sulfo, I brugte i dit barndomshjem, lugten af regn på varme fliser og dampende asfalt, af nyklippet bøgehæk, af hav eller skov, af bland-selv-slik eller sommerhus. Tag duftene ind, og sæt pris på dem.
Til lugtesansen hører også smagssansen, og det bør ikke undervurderes, hvor meget det betyder, at vi tager os tid til virkelig at nyde og smage på maden. Gør dig umage med dine bidder, og brug gerne alle dine sanser, når du spiser. Vær fuldt til stede og opmærksom under måltidet. Mærk taknemmeligheden for maden og situationen.
Tag dine omgivelser ind med ørerne. Lyt til stemmerne omkring dig. Musikken i trafikken eller hverdagen, stemninger, der flyder til dig fra radioen. Omgiv dig med vellyd og smukke toner, brug klangmusik og beroligende meditativ musik i din hverdag til at skabe en stemning af ro, harmoni og balance. Sæt klassisk musik på, når der skal være højt til loftet.
Kogt sagt: Lev lidt mere i slowmotion. Det er en illusion, at der er noget, du skal nå. Og jeg indrømmer gerne, at det ofte er en pokkers overbevisende illusion, men lad den alligevel briste en gang i mellem, og beslut dig for ikke at være for travl til at nyde nuet
Dette er et udkast fra bogen Clairvoyance i hverdagen
Bogen er en støtte og guide til at komme i kontakt med dine egne clairvoyante evner.
Bogen er fyldt med simple og glædesfyldte praksisser, der giver dig bedre forbindelse til din intuition og hverdagen. Den er til dig, der søger en dybere forankring i hjertet og sjælen – og dermed din egen vej i livet. Gennem øvelser, meditationer, gode råd og kanaliserede beskeder får du Rikke Rasmussens bedste fifs til at få spiritualiteten med i hverdagen. Det er et magisk arbejde, og samtidig er det jordnært og konkret, sanseligt og glædesfyldt