Hele min barndom har været fyldt og præget af adskillige åndelige oplevelser. Min bedste legekammerat var en afdød dreng ved navn Peter. Den sødeste lille dreng med selebukser og lange strømper helt op til knæene. Han var omkring 7 år gammel og var død tilbage i 1930’erne.
Han var min bedste legekammerat – for han gad at lege med Barbie-dukker. Jeg var selvfølgelig Barbie og han var Kent. Vi kunne lege i flere timer. Peter var meget tålmodig. Slet ikke som mine brødre, der hellere ville spille bold, lege med biler osv. Han var altid så sød og enorm høflig. Vi havde nok leget sammen et par år, da Peter en dag siger til mig:
”Nu kommer jeg ikke mere”.
Tårerne presser på og jeg spørger ham hvorfor. Jeg tænker straks, at det er fordi, at han ikke vil lege med Barbie mere.
Peter: ”Nej, jeg skal videre. Min far tager mig med.”
Mig: ”På ferie?”
Peter: ”Ja, en slags. Hen til min familie.”
Mig: ”Har du ikke kunne finde dem?”
Peter: ”Nej, ikke rigtig. Men nu er far her.”
Den dag i dag forstår jeg. Peter var som barn død af tuberkulose. Han levede videre i det jordiske som sjæl, indtil hans far døde og tog ham med til hans sjælegruppe. Det var dét, der skete den dag. Hans far hentede ham, og de blev genforenet i den åndelige verden.