Klokken er 15. Jeg sidder i bilen på vej hjem efter en husrensning. Jeg lytter til min telefonsvarer, hvor en kvinde har lagt en besked. Hun siger:

”Min mand har det ikke så godt. Det er ikke godt. Vil du ringe?”

Jeg tænker at jeg må ringe tilbage i en fart, og kvinden tager straks telefonen. Hun siger:

”Min mand har det ikke så godt. Vil du hjælpe os? Jeg føler at der er noget, han gerne vil fortælle os.”

”Selvfølgelig vil jeg hjælpe. Jeg kommer med det samme!” svarer jeg.

Jeg ankommer til Rigshospitalets kræftafdeling ikke lang tid efter. Jeg står foran en smuk kvinde på 40 år, hendes to døtre og ene søn på henholdsvis 13, 16 og 10 år samt hendes forældre og svigermor. Jeg forklarer familien, hvorfor jeg er der. At jeg healer og etablerer kontakt mellem den fysiske og åndelige verden.

Jeg begiver mig ind på en stue. Derinde ligger en mand. Han hedder Kim. En 43-årig, 180 cm høj og 90 kg stor flot mand. Tydeligt aktiv, intelligent og med mange jern i ilden. En højtelsket familiefar. Nu lå han der. Kræft i spiserøret, lammet og stum, og med slanger over det hele, men i færd med at kæmpe en brag mental kamp. Jeg kan se sjælen tale gennem hans øjne. Jeg igangsætter healingen og beder om alt den hjælp, jeg kan trække åndeligt – og Kims sjæl responderer.

”Sig til mine kone, at hun holdte en flot tale til vores datters konfirmation.” fortæller han mig.

Konen som hedder Lene bryder sammen og fortæller:

”Ja, han kunne jo ikke være med, og det er normalt Kim, der holder talerne.”

”Sig også til hende at der mangler ketchup i køleskabet.” fortæller Kim.

Lene griner og svarer:

”Ja, jeg har ikke fået handlet ind, og alle spiser ketchup til alt. Hvem har de dog det fra.”

Alle griner.

Kim beder os om at vente. Hans afdøde bror kommer igennem. De skal spille åndelig fodbold, når Kim kommer op til ham. Hans bror døde for fire år siden. Også Kims far kommer igennem. Han døde for otte år siden. Han fortæller om deres herretur og det Rolex-ur, Kim har fået, og som skal gå i arv til Kims søn, der skal være ingeniør ligesom sin far og farfar. Alle på stuen græder. Jeg ser op på Kim. Der er glæde i hans øjne, og tæt omkring ham ser jeg hans afdøde bror og far. De er parate til at tage imod ham.

To dage efter mit besøg på Rigshospitalet døde Kim. Familien har sidenhen besøgt mig for at få råd og vejledning fra deres afdøde Kim. Besøg som betyder ubeskriveligt meget for mig. At kunne være talerøret mellem den afdøde og de savnende er den største gave, jeg kan få. For selvom jeg ikke kan bringe deres kære tilbage, kan jeg se og mærke, hvor meget den sjælelige kontakt betyder for de involverede, og hvor meget den lindrer smerten og savnet.