Ikke alle seancer er lige lette eller opmuntrende, hverken for mine klienter eller jeg. I min tid som clairvoyant har jeg desværre været vidne til en del selvmordshistorier. Et ubeskrivelig vigtigt emne at råbe højt om, da det desværre stadig anses som et stort tabu. På Psykiatrifondens hjemmeside fremgår det, at der er omkring 600 selvmord årligt alene i Danmark. Det er 600 for mange.
Emnet er igen blusset op herhjemme efter den nylige sag om bloggeren Fie Laursen, og hendes deling af et selvmordsbrev på Instagram. Jeg vil gerne sende en kærlig tanke til hende. Jeg nåede ikke selv at læse brevet, men jeg har haft utrolig mange efterladte som klienter, der har selvmord tæt inde på livet.
Jeg glemmer aldrig en af mine allerførste seancer for hele 16 år siden. Det var en mor og datter. Så snart de satte sig, kom en afdød, køn, ung og lyshåret fyr igennem til mig. Lidt genert.
Han viste sig selv i en tåge. Det var sådan han følte og så verden. Han viste mig en meget høj bygning. Han var sprunget ud fra 5. sal og landet på den vej, hvor han til hverdag normalt stod og skrev nummerplader i en lille sort bog. David var 16 år og verden forstod ham ikke. Han følte sig anderledes og til besvær. Han kunne ikke lide rod. Men verden var rodet og uoverskuelig. Han kæmpede en uovervindelig kamp indeni.
Jeg fornemmede at David ønskede ro og han begyndte at trække sin energi til sig. Jeg forsøgte at holde lidt fast i ham, da hans mor og søster havde tusinde spørgsmål til deres højtelskede og savnede søn og bror. Han trak sig og sagde at han ville komme igen, og forklarede at hverken hans mor eller søster havde gjort noget forkert. Det skulle de huske. Det var hvad han kunne give dengang. Sådan trak han sig også i det fysiske liv.
Davids mor og søster ønskede en ny tid til mere kontakt. Jeg gjorde det klart for dem, at der ingen garanti var for kontakt, og at det var op til David. De fik en ny tid et halvt år efter. David kom straks igen. Stærkere og mere klar i sin energi. Min fornemmelse var at han havde det rigtig godt i den åndelige verden. David fortalte at han havde mødt både sin farfar, farmor og morfar.
”Morfar er jo lidt sur, men farfar hygger jeg mig med. Han forstår mig.”, fortæller han, hvorefter Davids mor bryder sammen.
David var en tro kopi af sin farfar. David havde diagnosen autisme. Meget høj intellekt og en stor vished om, at han ikke var som alle andre. Men farfar og David var to aner af samme stykke. Hans farfar samlede på frimærker, og de kunne sidde i timevis og nærstudere dem sammen. Derudover brugte de meget tid sammen på at kigge på biler, som også var en af deres store fælles interesser. Så David var i himlen, når han var hos sin farfar som barn.
Da David er 10 år gammel dør hans farfar. Han skifter adfærd, begynder at gå mere ind i sig selv og bliver mere og mere fjern. Det tager til. Hans farfar var hans et og alt. Det sted han følte sig set og forstået.
”Det er det bedste sted, jeg kan være mor. Der hvor jeg er lige nu. Hos farfar. Den åndelige verden siger, at vi har den tid, vi skal have sammen.”, fortæller David.
I mit univers er der ingen diagnoser. Vi er alle normale med hver vores evner, og David er endnu et eksempel på en gudsbenået og begavet dreng, som vil være elsket og savnet forevigt.
Jeg vil gerne afslutte med et lille men meget passende citat taget fra H.C. Andersens gravsten, som har en meget vigtig pointe. Og husk! Går du eller en du kender med tanker om selvmord, så tøv aldrig med at sige det til nogen. Det er ikke noget at skamme sig over. Kontakt Livslinien på 70 201 201. Du er ikke alene.
Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ej gaa tabt,
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem dør, men Sjælen kan ej dø!