I Danmark har vi tradition for, når folk afgår ved døden, at de begraves inden for relativt kort tid. De kan næsten føles levende og varme, når de bliver lagt i jorden. Som medie, ved jeg hvor vigtigt det er, at sjælen får ro til at finde tilbage til kroppen, og når den skal ud af kroppen. Sjælen skal have ro til at slippe. I Asien kan man eks. få lov til at ligge i noget der ligner 3 måneder inden bisættelse. På den måde får sjælen lov til at samle sig, og komme godt videre over på den anden side til Buddha. Som trancemedie ved jeg også, hvor vigtigt det er, at man ikke bliver rørt ved, når sjælen tager på sin vandring. Vi har det med at skulle holde i hånden, og gerne ville røre eller flytte rundt på folk eks. når kroppen skal brændes eller have fjernet nogle organer. Det betyder, at man bryder ind i sjælen før den, er rejst. Det er virkelig vigtigt, som trancemedie, at man i tranceprocessen og sjælevandringen, ikke lader nogen gå ind og røre ved én. For når sjælen berøres, forstyrrer det processen og skaber huller i sjælen, så man bliver syg og dårlig.

Jeg har selv oplevet det med min egen mormor, som døde sidste år. Hun ville ikke have at vi rørte hende, og blev decideret aggressiv, når vi forsøgte. Jeg prøvede naturligvis at berolige hende, men så slog det mig, at hendes sjæl jo var ved at rejse. Derfor var det ganske ubehageligt for hende. Det kan næsten føles som et overgreb for den døende, når de er i færd med at give slip. Her er det vigtigt, at den døende får lov til at ligge, og at de pårørende bare er omkring og giver energi til processen, men ikke bryder ind med berøring. Mange døende kan heller ikke give ordentlig slip, hvis de pårørende holder dem i hånden. Man kan sige at processen fryser, og de døende holdes fast. Jeg har bl.a. hørt mange pårørende sige, at de ikke selv var i lokalet, når deres kære afgik ved døden. Det er et tydeligt tegn på, at den døende først kunne give slip, når de pårørende ikke var til stede. For man holder helt automatisk fast. Så der er en vigtighed i at heale med afstand, og hjælpe dem over på den anden side i den proces, hvor sjælen giver slip.

Jeg har sågar skrevet i mit eget testamente, at jeg skal have tid til at ligge efterfølgende, når jeg er afgået ved døden. I den forbindelse har jeg hørt andre lignende fantastiske historier. Folk der bl.a. har nedkølet et rum i deres hjem og haft deres mand liggende i flere dage, for at have tid til at sige ordentlig farvel. Jeg har også haft en klient, hvis handikappede søn afgik ved døden. De valgte at dedikere deres udhus til ham, så de havde en uge, hvor de kunne gå over og sørge, ligge blomster ved ham, og gøre sig parat til at han skulle begraves.
Jeg tror at vi skal passe på med, ikke at have for travlt med at få de afdøde videre. Sjælen skal have tid til at sætte sig fri, og de pårørende skal have tid til at sørge og bearbejde smerten. I stedet for straks at springe over i alt det praktiske. Tankegangen og det hele menneske skal have tid og plads til at følge med i processen.