Om at tolke de symboler og tegn, du modtager.
Har du oplevet at modtage spirituelle beskeder gennem tegn og symboler?
Hvis ikke, er det aldrig for sent – det kræver kun, at du begynder at bemærke dem. Herunder får du min korte, hjemmestrikkede guide til nogle af de mest gængse symboler og tegn, universet bruger til at kommunikere med os, så du også kan begynde at opdage og tolke dem.
Gode tegn:
Edderkopper symboliserer lykken. De spinder lykke på din vej, og du må derfor ikke gøre en edderkop fortræd.
Svaner symboliserer kærlighed – særligt to svaner, der svømmer sammen, er et forvarsel eller en påmindelse om kærlighed og monogami.
Duer symboliserer som svanerne kærlighed, men også moderskab, frugtbarhed, åndelighed og fred. I den kristne mytologi viser Helligånden sig som en hvid due.
Sommerfugle symboliserer transformation og er et typisk engletegn.
Kattedyr fortæller om styrke og selvstændighed. (Men – ser du en sort kat krydse en vej, må du love mig at kaste salt over skulderen – se under varsler).
Regnbuer beder dig drømme og at turde tro og håbe på, at dit hjertes inderste drøm kan opfyldes. Guldet for enden findes.
Broer fortæller om en ny begyndelse og måske om et tidspunkt i livet, hvor alt er under forandring. Hav tillid. Beskeden er, at broen vil bære dig sikkert til dit nye hjem.
Månelys fortæller om feminin styrke og klarhed i livet. Månen er et billede på vores følelser og instinkter – på vores barndom og nogle gange på vores mor, og så betegner månen i tarotten, at der er et vigtigt valg, der skal træffes. Mangler du måneindflydelse i dit liv, kan du smykke dig med sølv og gå ture i måneskinnet. Du kan også begynde at leve i harmoni med månefaserne: Så er man introvert og lav på energi ved nymåne og ekstrovert og højenergisk ved fuldmåne. Yin og yang går igen i alle rytmer, og det er en gave at leve efter naturens rytmer – særligt månens rytmer er forbundet til den kvindelige cyklus og intuition.