Kærligheden er en følelse og en kraft. Den er ikke særligt til nogen, den er ikke afhængig af noget, og man skal ikke gøre sig fortjent til den. Selvkærlighed er derfor bare at være – uden at du skal vurderes, roses, kritiseres, tilbedes eller noget som helst. For så svinger pendulet bare i den anden retning, og så er man stadig i egoets ukærlige perspektiv. Nu er det ikke længere manglende selvværd, men et oppustet, overdrevet jeg, der soler sig i sig selv. Og det er faktisk ikke spor rart, selvom man måske kunne tro det. Selvkærlighed handler om at hvile ind i, at bare det at man er, er nok ud fra en sjælelig og eksistentiel betragtning.

Og man kan ikke købe sig til ”at elske sig selv”, selvom der findes en enorm wellness-industri, der gerne vil sælge kærlighed og selvværd sammen med duftlys og retræter. Jeg holder meget af for eksempel duftlys og retræter og alskens sager og spirituelle remedier, og jeg køber og sælger begge dele. Men selvværdet og den inderlige følelse af at mærke kærlighedens væsen er en indre praksis, som man ikke kan købe sig til. Det er vigtigt at skelne.