I dag vil jeg gerne dele en historie fra det virkelige liv. En historie fra min praksis, der rørte mig dybt, og som stadig sidder i mig.

Jeg havde for nyligt en klient på besøg, der skulle have en afdødkontakt. Sekundet hun træder ind ad døren, fornemmer og opfanger jeg hendes afdøde far. Allerede inden clairvoyancen går i gang, farer han med mig ud i køkkenet for at lave kaffe. Han overrumpler mig for at sige det rent ud, og jeg kan tydeligt mærke, at denne far er desperat for at få kontakt til sin datter, og at der ligger noget dybere bag hans adfærd.

Jeg kommer tilbage fra køkkenet og ind til kvinden. Jeg fortæller hende, at hendes far er til stede, og at han er meget ivrig efter at få kontakt med hende. Det er tydeligt at mærke på ham, da han ihærdigt forsøger at få opmærksomhed og gøre sig bemærket. Hun nikker genkendende til alt der bliver sagt.

Hun mistede sin far i en alder af kun 12 år. Hun havde sidenhen været hos andre behandlere. Her havde hun fået at vide, at faren var videre, og at han var et sted uden for rækkevidde. Dét er noget, der gør mig både ked af det og frustreret. Og hvorfor? Den her far havde forsøgt i årevis og gjorde fortsat alt for at få kontakt til sin datter. Jeg vil ikke bruge dette blogindlæg til at pege fingre af nogle. Men dette er et klokkeklart eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi clairvoyanter tager vores arbejde seriøst, og at vi har styr på vores afdødkontakt og selve kommunikationslinket. Vores klienter er mennesker, oftest i dyb sorg eller store problemer, der åbner sig og betror sig til en fremmed clairvoyant, netop for at blive lyttet til og for at få hjælp. Vi skal som clairvoyanter fornemme, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det rigtigt. For siden farens død, havde han forsøgt at komme i kontakt med sin datter på alle tænkelige måder. Det fortalte han os.

Jeg tænker for mig selv: “Okay. Jeg står her med en mand. En afdød far, der i 40 år har stået og banket på døren, og ventet på at blive genforenet med sin datter. Men ingen har lyttet. Samtidig har hun siddet ved flere behandlere og fået at vide, at faren var uden for rækkevidde. Men han stod i virkeligheden lige i nærheden. Det gør mig mildt sagt ked af det.”