Den åndelige verden er forunderlig. Jeg er af den overbevisning, at alle vores kære afdøde holder øje med os og passer på os, når vi har brug for hjælp. Jeg havde selv sådan en oplevelse i sommers.

Min familie og jeg var på familietur til Hornbæk Havn for at fiske krabber. Pludselig hoppede min mindste datter på 3 år, Angelina, i havnen. Hun ville selv ned på bunden og fiske dem. Jeg hoppede pr. refleks straks efter. Da jeg var i vandet, skete der noget magisk. Jeg så tre psykiske billeder for mit indre øje:

Min mormor og farfar.

1. Hun rammer et reb på et skib, og laver et rullefald, hvor jeg nå at gribe hende i faldet, inden hun ender på havets bund.
2. Jeg ser min afdøde farfar, som siger: ”Grib din datters fod.” Det kan jeg ikke, da jeg kæmper med at se hende i det mørke havnevand. Jeg får i stedet fat i hendes hætte på badedragten…
3. Idet at jeg får fat i hende, kommer der et lys. Et lys fra min afdøde mormor. Lyset viser vej under vandet, så jeg kan se hendes fod, som min farfar sagde, at jeg skulle gribe fat i. Jeg får fat i foden og får løftet min datter så højt op, at min ældste søn David og min mand Lars, kan nå hende. De hænger ud over kanten på havnebroen, og kan kun lige akkurat nå Angelina.

Tak for den åndelige guidning, der resulterede i den smukkeste redning af min datter. Tak til min afdøde mormor og min farfar som var sømand, der var årsagen til at alt gik godt. Tak for det evige liv!

Som min mand så ofte siger til mig: ”Du lytter mere til de afdøde end mig.” Og ja, der er noget om snakken. Men det er fordi, at jeg ved, at deres vejledning altid er der af en årsag.