Alle kan lære at leve ud fra deres intuition og bevæge sig fra hovedet og ned i hjertet.
Det kræver blot vilje og tålmodighed.
Men mange, langt flere end man lige tror, kan også lære at få adgang til andre psykiske sanser. Det vil for de fleste kræve, at man læner sig tillidsfuldt ind i noget, som det kan være svært at forstå, og som for nogen kan skabe utryghed til en begyndelse.
I vores samfund ser man stadig mistro på alt det, som ikke kan måles og vejes, og det er det måske også en årsag til. Vi ved jo fra historien, at mange har haft traumatiske oplevelser med mytiske og religiøse erfaringer og fællesskaber. Tænk bare på, hvor bange man har været for hekse – altså stærke kvinder med kendskab til både hvid og sort magi. Eller tænk på korstogene og forbrydelser, der er begået i ”Gud navn”. For mange er det svære oplevelser i tidligere liv, der gør, at de er absolut afvisende over for de spirituelle dele af tilværelsen. Og derfor har mange også lukket ned for deres psykiske evner – og for at åbne sig for ideen om reinkarnation.
Det sker gerne i en tidlig alder, at disse evner viser sig for første gang. Det kan være bevidst, at vi lukker ned for dem, men er det ofte ikke.
Snarere er det sådan, at vi som børn ikke bliver mødt og bekræftet i vores oplevelser med klarsyn, klarføling, klarviden eller lignende. Derfor forsvinder evnerne langsomt, i takt med at vi møder de voksnes idéer og krav om fornuft, systemer og videnskab.
Men det er aldrig for sent at vende hjem til dig selv igen. Måske husker du selv at have haft åndelige oplevelser som barn? Værn om disse oplevelser, og husk den særegne fornemmelse af at være forbundet med din sjæls visdom. Den vil komme dig til gavn i dit videre arbejde. Her kan du bekræftes i, at du faktisk har evnerne. Skriv eventuelt oplevelserne ned, så godt du kan og med så mange detaljer, du overhovedet kan huske.
I første omgang behøver du ikke være så optaget af, hvad der er hvad, når du begynder at mærke mere og mere ind i den åndelige kontakt. Om det er din egen sjæl eller en engel, du møder i det energetiske felt, er til en begyndelse mindre vigtigt. Det vigtige er, at du opnår kontakt. Bed altid om, at det kun er det højeste og det bedste, som kommer igennem til dig. Og bed også altid om efterfølgende at blive renset for tung energi og for energi, som ikke er din egen, for på den måde at beskytte dit energetiske rum.
Måske ved du allerede, at du har særlig adgang til en af de psykiske sanser, måske vil det træde frem for dig, som du åbner dig mere og mere for din intuition og din sjæl.
Man skelner mellem clairvoyante og medier og taler ofte om klarsyn, klarføling, klarviden, klarhørelse og klarsansning. Medier åbner sig som kanaler for afdøde, mestre og engle og kan kanalisere beskeder ind fra højere planer. Clairvoyante trækker på deres evner for klarsyn, klarføling, klarviden, klarhørelse og klarsansning til at hente visdom om fortid, nutid og fremtid
Skal man arbejde som medium eller clairvoyant, kræver det foruden evner også disciplineret træning, og at man holder sine evner ved lige hver eneste dag.
Du kan læse hele afsnittet i min bog:
Læs mere om de forskellige klarsyn, klarføling, klarviden og klarhørelse i bogen
Clairvoyance i hverdagen.