Et liv er udgjort af dage, og de gode dage er dem, hvor vi hviler i os selv, har jordforbindelse og god energi. Det kan man arbejde aktivt for.
Mærk ind i dine omgivelser og relationer, og spørg igen dig selv: Hvad og hvem nærer mig? Vi har alle mønstre med os fra barndommen – både gode og mindre gode – og det er en god idé en gang imellem at foretage en energetisk oprydning i sit liv.
Svære relationer, rod i hjørnerne og dårlige vaner kan nemt komme til at skygge for de gode energier og for det, din intuition så gerne vil fortælle dig.
Det kan være en rigtig god idé at tænke over sine venskaber og de mennesker, man bruger sin tid på, for at mærke efter, om der er nogle af dem, hvor man måske ikke længere bidrager med så meget godt til hinanden. Er det tilfældet, er det godt at finde modet til at gå nye veje hver for sig – måske bare for en stund, måske permanent.
Vi kommer ind i tilværelsen alene, og vi forlader den alene. Altid elskede og støttede fra den anden side, men i dette liv i bund og grund alene. Og det er et smukt vilkår ved menneskelivet, at vi skal kunne mestre at stå alene til tider. Særligt i de stunder kan man have brug for at mærke, at man har sine engle og guider med sig, og at man på sjæleplan aldrig er alene. Her er man altid forbundet.
I dette liv bliver man ensom fra tid til anden, og vigtige relationer og venskaber kan forgå. Men du har altid dig selv! Det gælder i livet, og det gælder også for oplevelser med klarsyn – i sidste ende må vi finde svarene inde i os selv. Kun du ved, om det, jeg fortæller dig, er sandt for dig, og kun du ved, om det, du mærker, er sandt. Og nogle dage ved du det måske ikke, men det er o.k. Man kan ikke tro uden tvivl, og det kræver mod at tro på det gode.
Derfor skal man, som jeg begyndte med at skrive, heller ikke gå til clairvoyant for at få svar på livets store spørgsmål og beslutninger, men nærmere for at blive bekræftet i det, man selv mærker. Det er sådan, jeg oplever, at mine klienter får hjælp – jeg bekræfter dem i sjælens dybe kontakt, og jeg bekræfter dem i, hvor mange muligheder vi alle sammen har. I at vi kan meget mere, end vi lige går og tror.
Dette er et uddrag fra bogen – Clairvoyance i hverdagen
Bogen er fyldt med simple og glædesfyldte praksisser, der giver dig bedre forbindelse til din intuition i hverdagen. Den er til dig, der søger en dybere forankring i hjertet og sjælen – og dermed din egen vej i livet. Gennem øvelser, meditationer, gode råd og kanaliserede beskeder får du Rikke Rasmussens bedste fifs til at få spiritualiteten med i hverdagen. Det er et magisk arbejde, og samtidig er det jordnært og konkret, sanseligt og glædesfyldt.