Vi er mennesker ved sædvanligvis så lidt om døden – om hvilke processer, man skal igennem på den sidste rejse, og om hvordan man på bedste vis værner om personens jordiske hylster. Vi er gået bort fra ligsyn i hjemmet, men jeg mener, at vi bør give de døde langt mere tid, end vi gør i dag, hvor de straks bliver hentet og flyttet. Det tager tid for sjælen at finde hjem, og særligt hvis den dødende har været bange for at dø, eller hvis døden er indtruffet pludseligt og som et chok, kan man der være brug for, at man hjælper den afdøde videre

Det kan tage lang tid, før sjælen slipper. Der er en energisfære omkring kroppen, som man faktisk ret nemt kan se og mærke, og man er heller i tvivl, når den afdøde er taget videre. Det smerter mig at vide, at man i dag river kroppen fra sjælen ved at flytte, brænde eller begrave den afdøde, før processen er færdig.

Traditionen med at lyse for den døde, hvor de efterladte samles om liget og tænder lyd, er for mig en vigtig ceremoniel handling, som hjælper os til at sende den døde godt af sted, og til at vi kan bære vores sorg med os – mærke den som den kærlighed, den også er. Og det kan altså godt tage mange dage. Man kan sagtens få lov til at have den døde hos sig i længere tid. Det kræver blot, at man tør tænke lidt anderledes i en svær tid.

Der findes en fantastisk japansk film, som hedder Departures, og som jeg gerne vil anbefale, hvis man er draget af emnet. Den handler om en bedemandsfamilie og er simpelthen så smuk, fordi den går tæt på, hvordan man kan have et rituelt og respektfuld forhold til døden.

Det er efter min mening tid til, at vi ser til andre religioner og får indført et mere naturligt forhold til døden. Herunder at børn får et naturligt forhold til døden, og at de ser de døde, så det er bliver mere naturligt for dem, at vi alle indgår i et kredsløb, hvor vi bevæger os i en cyklus fra fødsel til død. To oplevelser, som begge blot er overgange i det evige liv.